Æg på rød baggrund med portræt af Lotte Heise

Påsken og det evige liv

I disse Coronatider, er der mange der tænker på døden, fordi den er tættere på end nogensinde.

Og det fik mig til at tænke på en samtale, jeg havde for år tilbage, med en ualmindeligt begavet ung mand.

Jeg skrev det faktisk ned og tænker, at det måske var værd at læse (igen) og tænke over. Så det får I her. God Påske.

 

Tanker om evigt liv

 

Hvis man spørger folk, om de kunne tænke sig at leve for evigt, ser de fleste temmelig overvældede ud, tænker sig lidt om og mange siger så: ”Nej, Gud fri mig vel, jeg synes, at det er hårdt nok i forvejen”. Andre ser sig selv som oldinge med rindende øjne, vaklende afsted foran en gangstol siger også fra, og andre igen lyser langsomt op og kan godt se det dejlige i det, men det forudsætter så, at de skal være rige – ellers ”gider” de ikke!

De, der er bange for at dø, og dem er der mange af, siger også ja tak til et evigt liv.

 

Forleden kom jeg til at tale med en ung mand om det at leve evigt, og han mente, at de fleste helt havde misforstået præmissen for at leve evigt.

”Hvis du var glad, da du stod op i morges, og du forventer at være glad, når du står op i morgen, burde du i princippet være enig i, at et evigt liv er en god idé.”, var den unge mands pointe, og den kan jeg jo kun være enig i. Desuden er det en forudsætning, at du ikke bare lever videre fra de 75 eller 80 år, men der hvor du er ung, frisk og fuld af mod og lykke, OG det forudsætter også, at dem du er i blandt også lever for evigt. Ellers bliver det bare en ubrugelig Fantasy historie eller en af mange sørgelige historier fra film, teater eller opera.

 

I diskussioner om levetid giver mange udtryk for, at de mener, at et liv der har varet 80 år er nok eller måske ligefrem fuldendt. Mange mener, at det er naturligt at dø i denne alder, men at det ville være tragisk at dø før man bliver 30. Måske er det bare fordi, at 80 år er den alder de fleste når, mente han.

 

Han kom også med et klogt eksempel på vores frosne tænkemåde:

Hvis vi levede i en verden hvor alle blev slået i hovedet med et bat en gang om måneden, ville de mennesker der synes 80 år er nok, sikkert argumentere for, at en gang om måneden var præcis den rigtige mængde slag i hovedet med et bat om måneden. Men i stedet burde det være tanken om, at det ville være fedt ikke at blive slået med et bat overhovedet.”

Hvis man synes, at livet er mest op ad bakke, ensomt eller i værste fald virkelig tragisk, så kan det ikke undre, at man hellere vil dø end at leve. Men det er forhåbentlig heller ikke tilfældet for flertallet! Danskere siges jo at være et lykkeligt folk – meeeen det kan være svært at mærke, når jeg står i S-toget eller den blå bus 100 i Aarhus en mandag morgen i november.

Det er interessant, at de fleste kun vil leve for evigt, hvis de er super-rige, for lykke kan vel ikke købes for penge – selvom det er sjovere at tude i en Rolls Royce end i en HT-bus.

 

Den unge mand havde en anden vigtig pointe:

Nogle tror, at det der ligger til grund for de her tanker, er frygt for døden, og det er det også i nogen grad. Meget mere end frygt, er jeg dog motiveret af min kærlighed til livet. Jeg er nemlig glad for at stå op, og har arrangeret mit liv på en måde, så jeg generelt nyder det”.

Og her kan jeg også kun være enig, for jeg elsker livet, endda selvom jeg lever med smerter. Hvis livet behandler dig godt, kan det da kun være bedre at leve end at være død!!!

For mange år siden, da jeg var ung, 17-18 år, læste jeg en roman af Isabel Allende, hvor hovedpersonen arbejde på et plejehjem, og blandt andet passede en pensioneret meget gammel, stadig smuk skuespillerinde. Hun havde haft et dramatisk liv, med flere ægteskaber, elskere, store succeser og mindre fiaskoer, kort sagt turbulent. På et tidspunkt spørger den unge pige den ældre kvinde, om hun har fortrudt noget, og den gamle ryster på sit smukke hoved og siger: ”Kun det jeg ikke gjorde!”. Jeg har altid prøvet at leve efter det viise råd, hun gav den unge pige, men derfor kunne jeg da godt tænke mig at kunne komme til at leve om ikke evigt, så et par hundrede år endnu …

 

God Påske

 

Kærligst Lotte

Hamstring

Hvorfor opfører man sig som om 2. Verdenskrig var brudt ud igen?
Min mor var 9 år gammel, da 2. Verdenskrig sluttede i Danmark d. 5. maj 1945.
Hun husker tydeligt, da hendes mor og far flåede mørkelægnings-gardinerne ned, dansede i stuen og åbnede en flaske champagne, de havde haft i kælderen i villaen i Allerød.
Min mor fortalte min bror og jeg, og senere mine tvillinger om kagen, der var lavet af kartofler og havregryn, med mandelessens – som senere blev alles yndlingskage i vores familie.
Hun fortalte os også, om den første gang hun smagte appelsin og chokolade, som en tante havde haft med hjem fra Sverige.
Jeg husker, at både min bror og jeg og tvillingerne prøvede at ”føle”, at vi aldrig havde smagt nogen af delene, men det lykkedes naturligvis ikke.
Tvillingerne og jeg prøvede sågar engang, på en Påskeferie nede i min mors hyggelige hus i Hvalsø, at droppe chokolade og appelsin i en uge for at se om det føltes anderledes, når man fik det igen.
….desværre kun meget lidt 😊
Gennemsnitslevealderen i Danmark er 79,3 for mænd og 83,2 for kvinder, målt i 2018/19.
Min mor er 84 år i dag, så der kan ikke være sååååå mange mennesker i live, der kan huske knapheden under 2. Verdenskrig – i hvert fald ikke på deres egen krop.
Så det kan jo i allerhøjeste grad undre, at danskerne fræser ud i butikkerne, flår ned fra hylderne og nægter at forlade supermarkederne, før de har fået det, de mener, de har ”ret til” – og det endda til trods for at vores kompetente Statsminister forsikrer, at der IKKE kommer til at mangle noget i Danmark!!!
I går hørte jeg en adfærdspsykolog ”ævle” løs om, at det er fordi, vi bliver ramt på vores inderste frygt!
Tja, tjo, men der er jo ikke mange, der har oplevet at mangle i Danmark.
Jeg kan forstå, at folk der kommer fra f.eks. Syrien, Afghanistan eller Sudan rammes på frygten for at mangle, fordi de har prøvet det på egen krop.
At sulte er en forfærdelig følelse.
De fleste af min barn- og ungdoms sommerferier blev holdt i Bayern, ca. en times kørsel fra München, hos et vennepar min mor havde kendt siden jeg var lille og vi boede i München.
Både Herbert og Gundl havde sultet under 2. Verdenskrig, og min bror og jeg så med undren på Gundl, når hun satte en ¼, to dage gammel frikadelle ind i køleskabet.
Min mor forklarede os ”forkælede” børn fra Danmark, at Gundl simpelthen ikke KUNNE smide mad ud.
Jeg husker tydeligt, at når frikadellen blev sat frem til frokost dagen efter, startede Gundl altid med den, selvom der var masser af frisk, fin mad.
Jeg husker tydeligt, at når frikadellen blev sat frem til frokost dagen efter, startede Gundl altid med den, selvom der var masser af frisk, fin mad.
Jeg tænker andelen af danskere (etniske danskere), der har sultet, er minimal – bortset fra dem der frivilligt sulter sig pga. de er på slankekur.
Ifølge en undersøgelse, der er foretaget af Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen og benytter BMI-indekset, er antallet af moderat til svært overvægtige danskere steget fra 46,8 procent i 2010 til 51 procent i 2017. 16,8 procent er svært overvægtige, det vil sige med et BMI-tal på 30 eller derover.
Hvilket jo må indikere, at det ikke er sult der plager danskerne – tvært i mod.
Så hvorfor opfører man sig så som om 2. Verdenskrig er brudt ud igen.
Mega mærkeligt, især fordi nærmest ingen har været i live imens den var der.
Det kan undre!
For det kan jo ikke være fordi vi bliver ramt på vores inderste frygt, for vi har ikke prøvet det.
Så må det vel være udtryk for voldsom, egoistisk og ”mig først” følelse:
For det kan jo ikke være fordi vi bliver ramt på vores inderste frygt, for vi har ikke prøvet det.
Så må det vel være udtryk for voldsom, egoistisk og ”mig først” følelse:

Jeg håber, at de næste 14 dage vil få danskerne til at se indad og prøve at finde ud af hvorfor de skal hamstre så meget og især hvorfor man mener, at man har ret til det!!!

Allerværst er det, at en masse af det, der er købt for meget, som f.eks. gær bare bliver smidt ud.
Jeg bager 1-2 gange om ugen, det har jeg gjort i over 20 år, siden mine drenge var små, fordi jeg synes, at det brød man køber, er for dyrt hvis det er godt, og for dårligt hvis det er billigt.
Og desuden vil jeg gerne vide, hvad vi putter i munden.
Stor var min undren da jeg kom ned i min lokale Føtex i Lyngby Storcenter og måtte kigge lang efter det øko-gær jeg plejer at bruge.
Jeg er god til at bage, sunde grove brød, som samtidig smager godt.
I går var det bagedag, efter jeg havde været væk i weekenden og tirs/onsdag for at passe en veninde i et døgns tid pga. hun var blevet opereret og ikke måtte være alene.
Stor var min undren da jeg kom ned i min lokale Føtex i Lyngby Storcenter og måtte kigge lang efter det øko-gær jeg plejer at bruge. Ligeledes var 2 af de slags mel jeg plejer at købe pist væk.
Faktisk var nogle af de hylder, hvor der plejer at stå mel, så gabende tomme, at de lignede ”tomme øjenhuler”!
Uhyggeligt!
Gad vide om alle de pakker mel bliver brugt?
Eller om folk alligevel smutter ned til bageren efter dårligere brød, end man selv kan bage og så lige putter lidt usundt wienerbrød i posen, fordi ”vi skal vel hygge os lidt i disse Corona-tider”.
Ja, moral er godt!
Og efter andres mening er dobbeltmoral dobbelt så godt 😉
Danmark du burde skamme dig !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Tegning af Claus Seidel 

Pløk at gå på kursus for at lære at være venlig mod fremmede

Jeg ved, at Vestas i Randers har kørt (ved ikke, om de gør det stadig) et projekt med at ”lære danskerne at tage imod udenlandske ingeniører og deres familier,” – men helt ærligt?
Er det ikke helt pløk, at man skal på kursus for at lære at være venlig og imødekommende!

Noget om mødre i Danmark

Hvad sker der liiige for mødre i Danmark! Det sidste halve år er jeg igen og igen stødt på mødre, der går hånd i hånd med deres døtre på 13, 14, 15, 16 og 17 år.
Det er da ikke sundt for nogen, og kan da kun være morens BEHOV!

Mon jeg bliver usynlig på min 60-årsdag?

Nu er det selvfølgelig lidt svært at være usynlig, når man hedder Lotte Heise, for mange mennesker ved hvem, jeg er

Når tæppet rives væk og verden forandrer sig med et slag!

 

Når blodproppen i hjertet eller hjernen med et slag ændrer det hele. Eller tumoren giver maximum 2 år at leve i, eller kræften rækker sin klamme klo ud, så er det ikke kun den syge der for altid er i et nyt univers. De pårørende skal pludselig finde en helt ny rolle.

Da min mor, og drengens elskede mormor fik en massiv blodprop i hjernen, begyndte en ny verdensorden!

Fra at være den stærke mor og mormor der ordnede tingene, passede tvillingerne, lavede hjemmelavet citronfromage og en gang Biks (som i Rasmus Klump) stod vi med en stærkt handicappet kvinde, der havde mistet evnen til at tale, gå og klare sig selv. Heldigvis var hjernen intakt, men det gjorde jo kun det mentale fængsel, hun befandt sig i endnu værre.

Så vi måtte træde til og det gjorde vi.

Vi boede sammen i 3 ½ mindeværdige år, som jeg har beskrevet i bogen ”Selvfølgelig skal hun bo hos mig!”.

 

Al kommunikation blev i starten en slags “20 spørgsmål til professoren”, og efterhånden blev vi gode til at gætte mor/mormors ønsker.

For nylig optrådte jeg for Hjertesagen i Galten og talte om de mange svære udfordringer, pårørende står overfor. Fra plejen, over kommunikationen med kommunen til mange svære tanker om døden, som fylder fantastisk meget. Vil hun/han få nye ”slag”, som det hedder på norsk og som på sin vis er et bedre udtryk end en ”prop” på dansk.

For det er et slag, når stærke Johan ikke længere er der til at fikse hegnet, lave komfuret, når det driller – eller lige ordne den løse ledning  i soveværelset. Og vist er Else glad og smilende, men den ferie, de havde talt om på Madeira er udelukket, fordi der er for mange trapper på øen. Når man er i 60’erne eller 70’erne, ved man godt, at man ikke lever evigt, men at 50% af livet er ”slut” eller 100 % ændret  – havde man nok ikke forstillet sig ugen før han/hun fik “slaget”.

Det er et monsterarbejde for begge parter – og børnene – at finde sig til rette i nye, helt nye, roller og måske endda være så heldige at finde melodien igen. Men det er ikke noget, der kommer af sig selv. Det kræver hjælp fra mange sider og især én selv. For man må finde nye ressourcer, man ikke troede, man havde, men også den endnu sværere evne til at sige fra. For det er nemmere at sige til end fra overfor et menneske, der er i nød, hvilket man jo er, når kroppen pludselig befinder sig i et nyt hylster.

 

Et hylster. som man væmmes ved og måske endda afskyer.

 

Ikke alle finder melodien. Som udgangspunkt må man søge hjælp – måske hos professionelle – for at finde en ny vej. For det er muligt at finde en anden måde at være sammen på. Det har vi lært gennem vores og min mors store indsats, men som vi siger, når vi sidder alle fire: ”Vi er ikke kommet sovende til det – på ingen måde!”.

Vi måtte lære at være tålmodige, forstå frustrationen over at ordene ikke kommer og kræfterne ikke slår til. Og Inge måtte lære at indse, at der ER et andet liv. Måske ikke så godt som det, hun havde kendt i 75 år, men dog et liv med musikken, bøgerne (hun kan læse), familien og de mange veninder, der kommer på besøg.

Det er så nemt at sige, at hvor der er en vilje, er der en vej – men i vores tilfælde var der ikke noget alternativ!

 

Book et foredrag: Selvfølgelig skal hun bo sammen med mig

 Hør Lotte fortælle om sin og hendes mors rejse igennem 3 1 /2 i et usædvanligt bofælleskab, med tvillingedrenge, krybdyr, edderkopper og et par katte! Der vil blive fældet en tåre, grint og være masser at tænke over!

Foto: Carsten Ingemann

Derfor er jeg ambassadør for Hjernesagen

Jeg holder foredrag for Hjernesagen for at hjælpe dem, der haft den forfærdelige følelse af at have ændret sig radikalt, men så alligevel samtidig være den, man også var engang. Samt at give nogle redskaber til de pårørende, som mister et elsket menneske og får et andet, som man skal ”øve sig i” at elske på en anden måde.