Noget om mødre i Danmark

Hvad sker der liiige for mødre i Danmark! Det sidste halve år er jeg igen og igen stødt på mødre, der går hånd i hånd med deres døtre på 13, 14, 15, 16 og 17 år.
Det er da ikke sundt for nogen, og kan da kun være morens BEHOV!

Når tæppet rives væk og verden forandrer sig med et slag!

 

Når blodproppen i hjertet eller hjernen med et slag ændrer det hele. Eller tumoren giver maximum 2 år at leve i, eller kræften rækker sin klamme klo ud, så er det ikke kun den syge der for altid er i et nyt univers. De pårørende skal pludselig finde en helt ny rolle.

Da min mor, og drengens elskede mormor fik en massiv blodprop i hjernen, begyndte en ny verdensorden!

Fra at være den stærke mor og mormor der ordnede tingene, passede tvillingerne, lavede hjemmelavet citronfromage og en gang Biks (som i Rasmus Klump) stod vi med en stærkt handicappet kvinde, der havde mistet evnen til at tale, gå og klare sig selv. Heldigvis var hjernen intakt, men det gjorde jo kun det mentale fængsel, hun befandt sig i endnu værre.

Så vi måtte træde til og det gjorde vi.

Vi boede sammen i 3 ½ mindeværdige år, som jeg har beskrevet i bogen ”Selvfølgelig skal hun bo hos mig!”.

 

Al kommunikation blev i starten en slags “20 spørgsmål til professoren”, og efterhånden blev vi gode til at gætte mor/mormors ønsker.

For nylig optrådte jeg for Hjertesagen i Galten og talte om de mange svære udfordringer, pårørende står overfor. Fra plejen, over kommunikationen med kommunen til mange svære tanker om døden, som fylder fantastisk meget. Vil hun/han få nye ”slag”, som det hedder på norsk og som på sin vis er et bedre udtryk end en ”prop” på dansk.

For det er et slag, når stærke Johan ikke længere er der til at fikse hegnet, lave komfuret, når det driller – eller lige ordne den løse ledning  i soveværelset. Og vist er Else glad og smilende, men den ferie, de havde talt om på Madeira er udelukket, fordi der er for mange trapper på øen. Når man er i 60’erne eller 70’erne, ved man godt, at man ikke lever evigt, men at 50% af livet er ”slut” eller 100 % ændret  – havde man nok ikke forstillet sig ugen før han/hun fik “slaget”.

Det er et monsterarbejde for begge parter – og børnene – at finde sig til rette i nye, helt nye, roller og måske endda være så heldige at finde melodien igen. Men det er ikke noget, der kommer af sig selv. Det kræver hjælp fra mange sider og især én selv. For man må finde nye ressourcer, man ikke troede, man havde, men også den endnu sværere evne til at sige fra. For det er nemmere at sige til end fra overfor et menneske, der er i nød, hvilket man jo er, når kroppen pludselig befinder sig i et nyt hylster.

 

Et hylster. som man væmmes ved og måske endda afskyer.

 

Ikke alle finder melodien. Som udgangspunkt må man søge hjælp – måske hos professionelle – for at finde en ny vej. For det er muligt at finde en anden måde at være sammen på. Det har vi lært gennem vores og min mors store indsats, men som vi siger, når vi sidder alle fire: ”Vi er ikke kommet sovende til det – på ingen måde!”.

Vi måtte lære at være tålmodige, forstå frustrationen over at ordene ikke kommer og kræfterne ikke slår til. Og Inge måtte lære at indse, at der ER et andet liv. Måske ikke så godt som det, hun havde kendt i 75 år, men dog et liv med musikken, bøgerne (hun kan læse), familien og de mange veninder, der kommer på besøg.

Det er så nemt at sige, at hvor der er en vilje, er der en vej – men i vores tilfælde var der ikke noget alternativ!

 

Book et foredrag: Selvfølgelig skal hun bo sammen med mig

 Hør Lotte fortælle om sin og hendes mors rejse igennem 3 1 /2 i et usædvanligt bofælleskab, med tvillingedrenge, krybdyr, edderkopper og et par katte! Der vil blive fældet en tåre, grint og være masser at tænke over!

Foto: Carsten Ingemann

Derfor er jeg ambassadør for Hjernesagen

Jeg holder foredrag for Hjernesagen for at hjælpe dem, der haft den forfærdelige følelse af at have ændret sig radikalt, men så alligevel samtidig være den, man også var engang. Samt at give nogle redskaber til de pårørende, som mister et elsket menneske og får et andet, som man skal ”øve sig i” at elske på en anden måde.

Lotte Heise: Jeg mistede min mor, men hun kom tilbage

I ”Men du er her stadig”, som er 3 podcasts, jeg har lavet for DR P2, kan du høre lidt om, hvordan det er miste sin mor i en alt for tidlig alder. Vi andre ved godt, at vi også skal miste vores mor på et tidspunkt, men det må godt vente lidt

Foto af kvindelig operationslæge, der tager handske på

Lotte Heise: Jeg er generelt glad …

Men midt i glæden over den forestående flytning er jeg ked af, at der er så mange ting i vores sundhedsvæsen som bare ikke fungerer, og det kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Julen er hjerternes tid, men den er så sandelig også så meget andet, siger Lotte Heise

Det er tiden hvor vi elsker at hygge om dem vi elsker og gøre noget for dem, vi ved, trænger til hjælp.

Vi køber lodsedler, armbånd, hjerter og små vedhæng i et væk når visa/dankortet alligevel brænder mellem fingrene på os.

Vi prøver at smile mere i metro, S-tog og når vi møder folk på gade og vej.

Men det er så sandelig også tidspunktet, hvor vi kan blive noget så selvretfærdige og i fuld alvor mene, at ”hvis det ikke var for os…sååå ville det hele, ja nærmest verden omkring os, se helt anderledes ud”. Især vi kvinder har en tydelig tendens til at gå og rose os selv for alt det gode, vi gør, uden helt at lægge mærke til, at både børn, kærester og ægtefæller faktisk holder sig på behørig afstand for ikke blive hvirvlet ind i vores næsten maniske malstrøm af alt det, vi pinedød må og skal nå.

Jeg besluttede for mange år siden – og jeg faktisk elsker jul – at Den Perfekte Jul ALDRIG måtte ske på bekostning af børn, kæreste eller venner.

Da børnene var mindre lavede de både en kalenderlys-dekoration hver (de er tvillinger så der skulle være 2) styrede nisselandskabet og havde meget indflydelse på pynt og den slags.

Jeg husker tydeligt, da de var 4-5 år og havde den periode hvor ting skulle stå lige, fordi de havde forstået hvad orden faktisk var. Så på det flotte hvide vat, ved siden af den lille spejlsø og de små glimtende grantræer stod nisser, engle, fugle i snorlige rækker sammen med et par favorit matchboxbiler. Så da nogle veninder kom på besøg, kommenterede de naturligvis den ”lidt anderledes udstilling” og foreslog at jeg skulle lave det om imens de var i børnehave.

Det gjorde jeg naturligvis ikke.

Og året efter stod ingenting på række.

Juledekorationerne var nok heller ikke blevet accepteret af Beering Blomster, men julen er også børnenes fest.

Men det BETYDER ikke, at de skal styre det hele. Jeg har altid holdt mig på afstand af jul med andre folks børn, for jeg afskyer børn der flår papiret af julegaverne og derefter brokker sig over at der ikke er mere.

Jeg får spat af børn der hyler og råber og styrer hele juleaften, imens forældrene, grå i ansigtet af udmattelse og indestængt vrede tænker. ”Det er snart slut og der er et helt år til næste gang”.

Med fare for at lyde skide frelst har vi faktisk altid haft gode, små juleaftner, ikke for mange folk og kærlig stemning, selv dengang min ene bror byggede et terrarium til krybdyr til tvillinger – på selve juleaften – og satte det sidste infrarøde lys i, 10 minutter i midnat, for han havde lovet at det blev færdig juleaften …

Og den ene tvilling fik lov at sove foran sit flotte røde lys, med dynetæppe og pude. Han mener selv at det er en af de BEDSTE juleaftner i hans liv. Moren her, var/er måske ikke helt enig, men vi overlevede savsmuld og boremaskinen, som lød ind i mellem hyggelige pauser med mad og vin. Utraditionelt – men virkelig dejligt – på sin egen finurlige måde. Og husket som ”Julen da Onkel Ulrik byggede det flotte terrarium” OG  så er savsmuld sgu lige meget.

Glædelig Jul derude …

Er med i Poul Nesgaards Julekalender på DR 6 & 7 december.

Endnu en jul med Poul Nesgaard 7.12. 

Endnu en jul med Poul Nesgaard 6.12

Vært på P2 med ”Jul med Lotte Heise”, 19, 20 + 21 december