Jeg rejser helt vildt meget med offentlig transport pga. jeg har ikke og har aldrig haft  et kørekort.

Så helt tilbage til de tidligere 90´ere hvor mine første store shows kom på scener over det ganske land og senere i fjernsynet har jeg betragtet danskernes adfærd.
Når interviewere spurgte: ”Hvordan laver du et show Lotte?” kunne jeg svare: …”Fordi jeg ser folk, taler med dem kommenterer dem og måske endda får en værdifuld samtale”.

Sådan er mange af mine bøger også blevet til.

Nu til dags rejser jeg lige så meget rundt og Gudskelovogtak for metroen.
Wauw jeg elsker, som i elsker den opfindelse.
Og nøj, hvor er det mega max interessant at SE, BETRAGTE, HØRE OG OPLEVE folk i Det Offentlige Rum i disse tider.

MOBILEN ER GUD!!!

Den bestemmer så at sige over rummet, over os, over samværet og værst af alt – over de stakkels, stakkels søde babyer og små børn op til 2-års alderen.
De STAKKELS børn kan jo IKKE få kontakt med deres forældre.

Og ved I hvad det vildeste er?
Jeg skrev en artikel om præcis Børn & Mobiler for 3 år siden.
Den hed ”Børn taber til mobilen” og det gør de stadig!

Folk vil gøre hvad-som-helst for at få et barn.
Alle skal have et barn.
Og hvis man ikke kan få et på naturligvis, skal man have hjælp, for det er åbenbart en menneskeret at få børn.

Det kan man så mene om hvad man vil.

Men når så de babyer er poppet ud af mors mave og lige ind i fars og mors liv (eller 2 x mor eller 2 x fars liv) så er det ligesom om at mobilen er vigtigere end barnet – meget af tiden.

Jeg kan ikke tælle de tusindvis af gange jeg har siddet i metro, S-tog, bus, regional- og IC-tog og tænkt: ”Jamen, hvorfor vil du have et barn, når hvad du end er du kigger på virker vigtigere???”

Hvorfor så jeg igen, igen to forældre med snotten i mobilen i går, med et barn på omkring to år der larmede og prøvede at få kontakt, fordi ingen af hendes forældre så hende.
Talte til hende.
Viste hende ting,
Så ud ad vinduet med hende.
Nej, nej, farmand stod op og stirrede på sin skærm og mor talte i telefon.
Og det stakkels barn følte sig USYNLIG! Det er ikke rart at være usynlig.

Da hun havde råbt længe nok, satte de hende i klapvogn med farmands mobil.
Hvis det ikke er den mest ynkelige form for given op – så ved jeg sgu´ ikke hvad det er.

Babyer og små børn skal have øjenkontakt med den forælder de er sammen med, så meget som muligt. Det er grundlæggende i deres opdragelse.

Hvis børn ikke får kontakt til voksne i deres første levetid, kan de blive invalideret for livet, lyder det fra eksperter. Øjenkontakt, smil og følelsesmæssig omsorg er helt fundamentale byggesten for et barns udvikling. For ligesom et barn har brug for mad, har det også brug for samspil for at kunne overleve.

Jeg smiler altid til børn og babyer og de smiler altid tilbage.
Men nu kigger de ikke mere på mor eller far for at se om DET er OK at smile til mig, som de gjorde før i tiden.
For nu sidder far eller mor med snotten i mobilen.

STOP det så!!!

Det er så kort tid, at de er små, hvorfor ikke nyde det?
Hvorfor ikke glædes over at de syntes at det er hyleskægt at blive kildet.
At det er spændende at se ud ad vinduet når mor eller far peger på noget mærkeligt.
At verden er forunderlig.
At mor eller far altid bare elsker dig mere end deres åndsforsnottede mobiltelefoner.
At der aldrig kan være et opslag, en notifikation eller sms der er vigtigere end at hygge sig i toget, metroen eller what not!

Det er ikke fordi forældre skal være 110 % til stede hele tiden. Men i disse tider er det til gengæld 110 % sikkert at mobilen i mange, mange tilfælde prioriteres højere end barnet.

Og hvad sker der for mennesker der går med mobilen oppe i snotten, imens de kører barne- eller klapvogn.

Hvis barnet ikke sover, sidder det helt passivt og ser ikke meget, fordi ingen forklarer dem at nu kommer vi til ænderne.
Eller se der kører en rød bus.
Eller nøj, se en stor gravko.
Eller hold da op, to kæmpe lastbiler med kæmpe læs.

Nej ingenting sker.

Jeg er stærkt bekymret for de stakkels børn der vokser op med semi-tilstedeværende forældre.

En ting er sikkert.
De vokser op med en fornemmelse af ikke at være vigtige nok for far og mor.

Måske er det derfor der er så mange børn der larmer ret meget.

OG DET ikke børnenes skyld – det er forældrenes.

Kontakt

Udfyld formularen og så vender vi tilbage med svar!