Jeg tror på det, endelig tror jeg på det

Ordet forår har i såååå mange laange frygtelige måneder været et fjernt fatamorgana, hvor jeg ind i mellem har tænkt: ”Det kommer ALDRIG!!”Faktisk føler jeg, at det har været vinter siden september og at jeg har frosset, ikke bare som i frosset, men som i meget tæt på død af kulde; med alt hvad det indebærer for én, der har rigtig meget slidgigt og dermed er superafhængig af varme.Dette vandkolde møgsure vejr er ved at drive mig til vanvid. Er faktisk ret sikker på, at min kæreste mener, at det HAR drevet mig til vanvid siden en gang i starten af januar.

Hver morgen har han måttet høre på mig klynke, klage og knirke over temperaturen, når vi kom ud i den klamme, kolde bil klokken lort om morgenen.

Han har måttet lægge ører til mine brokkerier over DSB, når vi stod på den isnende, blæsende perron og ventede på endnu et forsinket eller – værre endnu – aflyst tog.

Lige som han flere gange om dagen, derhjemme eller et andet sted, har måttet høre på mine klagende skrig, når vinden igen, igen gik øst/nordøst med en vindstyrke på 8-10 m/s.

Jeg kalder den vind for Putins Vind  fordi den kommer fra de forbandede sibiriske stepper, går igennem marv og ben og placerer sig direkte i mine gigtplagede tæer, som på en gammel søulk når han passerede farvandet vest for Hebriderne. Som det måske allerede står klart for dig, kære læser, så HADER JEG VINTER

Jeg hader også efterår – for det betyder, at vinteren er på vej, uanset hvor meget folk ævler om de fabelagtige gule, brune og orange nuancer.

Jeg er skide ligeglad med de farver, for de varsler mørke og mega meget værre… kulde.

Jeg hader i særdeleshed foråret, der de sidste par år har snydt mig godt og meget grundigt ved at udeblive.Min mor er en stor fortaler for årstidernes skiften.<br />Op i røven med årstidernes skiften!

Jeg vil bare gerne have 25 grader, vindstille og lav luftfugtighed. For så arter mine mange smerter sig og selvom jeg ikke pludselig kan danse ballet, kan jeg danse, altså lidt, gå længere end om vinteren og i det hele taget slippe for en konstant, hylende falsk cellotone, der æder sig ind i min hjerne 24/7 og som gør mig kortluntet, vrissen og en ynk at høre på.Jeg betragter vinterregn som en personlig fornærmelse og hvis der er noget, jeg hader mere end vejret, er det alle de narrøve, der siger, at der ikke findes dårligt vejr, kun forkert påklædning!

Tordnende forkert. Latterligt forkert. Fuldstændig forkert

Jeg ligner en mellemting mellem en Michelin Mand og en Eskimo på en dårlig dag og har uld på fra september til langt ind i april.

Kun værre end dem der siger ”forkert tøj”, er dem som med et skævt smil siger: ”Nårh ja, men du mangler jo også et naturligt spæklag, kvinde”.

Helt ærligt, jeg er bare ”kold i røven” konstant – når det er koldt.

Og som min gamle kloge psykolog Bjarne altid sagde. ”Da heldigt, at du er sådan en forbandet positiv optimist ellers måtte du jo bo i en ”dagslyslampe”. Godt point.

Det er nok også en fordel, at jeg er et varmt menneske i min sjæl og hjerne ellers var jeg sgu´ nok afgået ved en støjende død – af kulde!!

Småbørn taber til mobilen

Alle mener, at de har RET til at få et barn, og som mor forstår jeg da godt, at man gerne vil have et barn eller to eller tre for den sags skyld. Selvom jeg tror, det oftest er kvinderne, der så brændende og voldsomt ønsker det – men måske tager jeg fejl?

Og folk kæmper med næb og kløer for at få børn, med alt fra hormonbehandling til kunstig inseminering.

Og hvad sker der så med såkaldte ønskebørn? De vokser op med forældre, der konstance sidder med snotten i mobilen for endelig ikke at gå glip af noget som helst, lige fra ”vigtige” opdateringer på fuckin´ Facebook, til altafgørende nyheder, som “hvad skal der ske med UbådsMadsen” eller sidste nyt om grevindens bog om danskere … Imens sidder lillepigen og stirrer fortabt på mor eller far. Og sønnike taler og taler om det, han ser i tog eller metro, men ingen svarer, for mobilen er såååå vigtig – meget vigtigere end det lille ønskebarn.

Jeg har aldrig haft kørekort, så jeg bevæger mig enormt meget rundt i det offentlige rum, med metro, tog, bus what not og det er ikke bare nogle, der tilsidesætter barnets behov til fordel for uvigtige informationer på mobilen. Det er flertallet!! Uhyggeligt.

Bare rolig, jeg mener ikke, at man skal stå til rådighed hele tiden for sit barn, de skal sandelig også lære bare være ”sig”, men den manglende kontakt bliver fatal for den generation, der vokser op nu. De stakkels børn sidder og kigger rundt for at få øjenkontakt, og når de så får det, f. eks. med mig, så smiler de, som om de har vundet i Lotto eller blevet lovet en tur i Tivoli.

Små børn, har i flg. psykologer stort behov for at få at vide, at alt omkring dem er ok. og det gør de ved at se på deres forældre, men dem kan de så ikke få øjenkontakt med! Og de elendige forældre, der glor som gale ned i smartphonen skulle kontaktes af kommunen for omsorgssvigt.

De sidste par uger er jeg begyndt at sukke meget højt. Så højt, at mor eller far endelig modstræbende løfter blikket fra phonen, og så sender jeg dem det ondeste blik, jeg har – og det kan virkelig være ondt, for jeg elsker børn.

Nogle gange mumler jeg også: ”Fuckin´ Christ, det må være vigtige informationer du får eller du må vel nok være en uundværlig person”. De fleste bliver- gudskelov – flove og klapper mobilen samme eller lægger den væk og ser endelig på deres barn. Men nogle opdager desværre ikke, at de er i gang med Big Time at svigte deres barn.

Ikke så underligt, at de børn har svært ved at sove, falde til ro eller bare være, for de føler sig jo mega uønskede og det lille barn tror ikke, at det betyder noget for mor eller far. Og så er larm den eneste måde at få kontakt. For når barnet hyler og skriger, kan de latterlige forældre jo ikke koncentrere sig om FB, og så bliver barnet løftet op. Halloooooo!

Næsten værre er det med de børn, der næsten inden klapvognsalder selv sidder med øjnene klistret til en skærm, for så er der jo ro til forældrene, når de skal kigge på deres tekniske vidunder.

Så i stedet for at tale om alle de ting, der er at tale om i metroen, S-toget eller regionaltoget, så sidder de hver især i deres ensomme univers. Selvvalgt af de voksne, men så absolut påduttet det lille barn.

Da mine tvillinger var små, rejste jeg meget rundt med dem, pga. jeg optrådte alle mulige steder, og vi havde fantastiske stunder i tog og bus.

Ih, hvor de talte, pegede og spurgte, og det er det, børn lærer noget af.

Helt fint med TV/tablet på udvalgte tidspunkter, men det ægte reelle samvær kan aldrig erstattes af elektronik.

Vågn op derude ForældreDanmark!

Kærligst Lotte Heise

Lotte Heise Men du er her stadig

Sorg bliver ikke set – men du er her stadig

Vi har det svært med sorg, med død og med alvorlig sygdom. Vi bliver berøringsangste og de, der har brug for nærvær, trøst, et kram eller bare lyttende ører bliver ofte ladt voldsomt i stikken.