Hvorfor er jeg ambassadør for Hjernesagen?

Forleden dag var det 8 år siden, at min engang 75-årige mor fik en massiv blodprop i hjernen. Hun fik deraf ret voldsom Ekspressiv Afasi, altså meget manglende evne til at tale, synge osv. Hun peger rent faktisk også i den forkerte retning. Hun blev, som alle der får en blodprop, efterfølgende ramt af depression. Hun har siden fået laveste dosis af ”Happy Medicin”, som vi kalder det.

Efter en kort tid på Hvalsø Ældrecenter – ikke et godt sted at være – flyttede hun ind hos tvillingerne og mig i Egå. Vi havde først Falck hjemmepleje, og senere Svaneservice til at hjælpe med at passe hende hjemme. Det var hårdt, meget hårdt, men det var det hele værd, for hun kom sig og er i dag som 83-årig meget glad. Hendes forståelse fejler ikke noget; hun tager i operaen, til koncerter, på museum osv. Både med familien og med sine trofaste veninder. Hun lytter meget til klassisk musik, læser sine mange bøger og holder stadig avisen Information, som hun har læst hele sit liv.

Hjernesagen, som jeg er Ambassadør for, har fået en ny, effektiv forkvinde! Vi arbejder i skrivende stund på at lave en række foredrag for dem har en hjerneskade, som oftest på grund af tidligere hjerneblødning eller blodprop og for de pårørende, som meget ofte har det hårdt.

Jeg har allerede lavet et par foredrag og det er en dejlig oplevelse for os alle. Jeg oplever, at jeg kan bruge alle de ting, jeg har lært ved at passe min mor, som jo også resulterede i bogen; ”Selvfølgelig skal hun bo hos mig”, (Gyldendal) til at hjælpe dem, der er pårørende og dem, der er ramt.

Jeg tilbringer meget tid sammen med min mor, også efter hun efter fælles aftale flyttede til fantastiske Kløckershave i Gentofte, hvor hun er super glad for at være. Vores aftale var egentlig, at hun skulle bo hos os i 2 år, men det blev til 3 ½ – for os alle – lærerige år .

Mit udgangspunkt for at lave oplæggene til Hjernesagen er at hjælpe dem, der haft den forfærdelige følelse af at have ændret sig radikalt, men så alligevel samtidig være den, man også var engang. Samt at give nogle redskaber til de pårørende, som mister et elsket menneske og får et andet, som man skal ”øve sig i” at elske på en anden måde.