Lotte Heise Men du er her stadig

”Du må hellere se at komme videre med dit liv”; sagde han til min veninde, der havde mistet sin mor for et halvt år siden.

Hun ringede til mig og hulkede ned i telefonen: ”Jeg har IKKE lyst til at komme videre med mit liv”.

Og det er vel egentlig også noget forkvaklet vrøvl at sige til en, der sørger, men bestemt ikke et enkeltstående tilfælde i Dronningeriget Danmark.

Vi har det svært med sorg, med død og med alvorlig sygdom. Vi bliver berøringsangste og de, der har brug for nærvær, trøst, et kram eller bare lyttende ører bliver ofte ladt voldsomt i stikken.

”Det virker ikke som om hun har lyst til, at jeg kommer forbi”; ”Hun tager ikke mobilen eller svarer på mine sms´er” eller ”Måske vil hun hellere være i fred”. Dette er de sætninger, jeg hører om og om igen, når jeg prøver at tale med mennesker om sorg og deres venner, der har mistet.

Måske skal du ikke skrive sms´er, der kræver et svar, men derimod en sms, der viser, at du er derude og vil hjælpe når det passer for den sørgende.

Måske skal du bare dukke op, måske blive smidt ud igen eller måske blive taget imod med en strøm af tårer.

Måske skal du tage børnene med hjem til dig selv, så de kan få et frirum et sted, hvor mor eller far ikke græder.

Måske, måske, måske… – det er så svært for os, fordi vi er så bange for at blande os (janteloven), sige noget dumt (hvem har lyst til det) eller fordi det kræver nærvær og empati at rumme et andet menneskes sorg.

Sorg fylder, maser sig på, er ikke spor pænt og sjældent stuerent. Som min ex-kæreste sagde på et tidspunkt: ”Det er svært at have det dårligt på en politisk korrekt måde!”. Så sandt, for det er da svært, når veninden begynder at stortude over sin afdøde mand, lige efter desserten er serveret.

Det skaber usikkerhed, når vennens kone begynder at hulke midt i lammekronen, fordi en anden kvinde begynder at amme og parret mistede deres spædbarn 3 dage efter det var født.

Det er her man skal kigge dybt ind i sig selv og samtidig se det hele lidt oppe/ude fra. For det er jo skide ligegyldigt om lammekronen bliver kold og måske har den grædende kvinde brug for at sidde et sted og lade tårerne få frit løb med 2-3 andre kvinder omkring sig, som man ville gøre i Sydeuropa, Iran eller Israel. Gråd forløser selvom det larmer, ikke ser særlig godt ud og er fuld af snot og efterfølgende rød næse.

Du behøver ikke opmuntre med det samme, som danskere så tit gør: ”Det skal nok gå”, ”Du kan få et nyt barn” eller hvad folk nu kan finde på at sige af mere eller mindre hjælpeløse (om end sikkert velmenende) ord. Bare vær der, lad vedkommende hulke og forstå at det er helt i orden at være hamrende, tordnende ulykkelig.

Vi har brug for, at sorg ikke er pinlig, underlig eller kun må være i kirken, som er et af de steder, folk typisk går hen, fordi der ikke er så mange andre steder, man kan hente lindring. Men alle kan hjælpe et menneske i sorg, for det er et spørgsmål om at rumme, være tilstede og give noget af sig selv til et menneske i nød.

God sommer derude….

Kærligst Lotte

Fotograf: Agnete Schlichtkrull