Indlæg

Æg på rød baggrund med portræt af Lotte Heise

Påsken og det evige liv

I disse Coronatider, er der mange der tænker på døden, fordi den er tættere på end nogensinde.

Og det fik mig til at tænke på en samtale, jeg havde for år tilbage, med en ualmindeligt begavet ung mand.

Jeg skrev det faktisk ned og tænker, at det måske var værd at læse (igen) og tænke over. Så det får I her. God Påske.

 

Tanker om evigt liv

 

Hvis man spørger folk, om de kunne tænke sig at leve for evigt, ser de fleste temmelig overvældede ud, tænker sig lidt om og mange siger så: ”Nej, Gud fri mig vel, jeg synes, at det er hårdt nok i forvejen”. Andre ser sig selv som oldinge med rindende øjne, vaklende afsted foran en gangstol siger også fra, og andre igen lyser langsomt op og kan godt se det dejlige i det, men det forudsætter så, at de skal være rige – ellers ”gider” de ikke!

De, der er bange for at dø, og dem er der mange af, siger også ja tak til et evigt liv.

 

Forleden kom jeg til at tale med en ung mand om det at leve evigt, og han mente, at de fleste helt havde misforstået præmissen for at leve evigt.

”Hvis du var glad, da du stod op i morges, og du forventer at være glad, når du står op i morgen, burde du i princippet være enig i, at et evigt liv er en god idé.”, var den unge mands pointe, og den kan jeg jo kun være enig i. Desuden er det en forudsætning, at du ikke bare lever videre fra de 75 eller 80 år, men der hvor du er ung, frisk og fuld af mod og lykke, OG det forudsætter også, at dem du er i blandt også lever for evigt. Ellers bliver det bare en ubrugelig Fantasy historie eller en af mange sørgelige historier fra film, teater eller opera.

 

I diskussioner om levetid giver mange udtryk for, at de mener, at et liv der har varet 80 år er nok eller måske ligefrem fuldendt. Mange mener, at det er naturligt at dø i denne alder, men at det ville være tragisk at dø før man bliver 30. Måske er det bare fordi, at 80 år er den alder de fleste når, mente han.

 

Han kom også med et klogt eksempel på vores frosne tænkemåde:

Hvis vi levede i en verden hvor alle blev slået i hovedet med et bat en gang om måneden, ville de mennesker der synes 80 år er nok, sikkert argumentere for, at en gang om måneden var præcis den rigtige mængde slag i hovedet med et bat om måneden. Men i stedet burde det være tanken om, at det ville være fedt ikke at blive slået med et bat overhovedet.”

Hvis man synes, at livet er mest op ad bakke, ensomt eller i værste fald virkelig tragisk, så kan det ikke undre, at man hellere vil dø end at leve. Men det er forhåbentlig heller ikke tilfældet for flertallet! Danskere siges jo at være et lykkeligt folk – meeeen det kan være svært at mærke, når jeg står i S-toget eller den blå bus 100 i Aarhus en mandag morgen i november.

Det er interessant, at de fleste kun vil leve for evigt, hvis de er super-rige, for lykke kan vel ikke købes for penge – selvom det er sjovere at tude i en Rolls Royce end i en HT-bus.

 

Den unge mand havde en anden vigtig pointe:

Nogle tror, at det der ligger til grund for de her tanker, er frygt for døden, og det er det også i nogen grad. Meget mere end frygt, er jeg dog motiveret af min kærlighed til livet. Jeg er nemlig glad for at stå op, og har arrangeret mit liv på en måde, så jeg generelt nyder det”.

Og her kan jeg også kun være enig, for jeg elsker livet, endda selvom jeg lever med smerter. Hvis livet behandler dig godt, kan det da kun være bedre at leve end at være død!!!

For mange år siden, da jeg var ung, 17-18 år, læste jeg en roman af Isabel Allende, hvor hovedpersonen arbejde på et plejehjem, og blandt andet passede en pensioneret meget gammel, stadig smuk skuespillerinde. Hun havde haft et dramatisk liv, med flere ægteskaber, elskere, store succeser og mindre fiaskoer, kort sagt turbulent. På et tidspunkt spørger den unge pige den ældre kvinde, om hun har fortrudt noget, og den gamle ryster på sit smukke hoved og siger: ”Kun det jeg ikke gjorde!”. Jeg har altid prøvet at leve efter det viise råd, hun gav den unge pige, men derfor kunne jeg da godt tænke mig at kunne komme til at leve om ikke evigt, så et par hundrede år endnu …

 

God Påske

 

Kærligst Lotte

Pløk at gå på kursus for at lære at være venlig mod fremmede

Jeg ved, at Vestas i Randers har kørt (ved ikke, om de gør det stadig) et projekt med at ”lære danskerne at tage imod udenlandske ingeniører og deres familier,” – men helt ærligt?
Er det ikke helt pløk, at man skal på kursus for at lære at være venlig og imødekommende!

Derfor er jeg ambassadør for Hjernesagen

Jeg holder foredrag for Hjernesagen for at hjælpe dem, der haft den forfærdelige følelse af at have ændret sig radikalt, men så alligevel samtidig være den, man også var engang. Samt at give nogle redskaber til de pårørende, som mister et elsket menneske og får et andet, som man skal ”øve sig i” at elske på en anden måde.

Lotte Heise: Jeg mistede min mor, men hun kom tilbage

I ”Men du er her stadig”, som er 3 podcasts, jeg har lavet for DR P2, kan du høre lidt om, hvordan det er miste sin mor i en alt for tidlig alder. Vi andre ved godt, at vi også skal miste vores mor på et tidspunkt, men det må godt vente lidt

Foto af kvindelig operationslæge, der tager handske på

Lotte Heise: Jeg er generelt glad …

Men midt i glæden over den forestående flytning er jeg ked af, at der er så mange ting i vores sundhedsvæsen som bare ikke fungerer, og det kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Småbørn taber til mobilen

Alle mener, at de har RET til at få et barn, og som mor forstår jeg da godt, at man gerne vil have et barn eller to eller tre for den sags skyld. Selvom jeg tror, det oftest er kvinderne, der så brændende og voldsomt ønsker det – men måske tager jeg fejl?

Og folk kæmper med næb og kløer for at få børn, med alt fra hormonbehandling til kunstig inseminering.

Og hvad sker der så med såkaldte ønskebørn? De vokser op med forældre, der konstance sidder med snotten i mobilen for endelig ikke at gå glip af noget som helst, lige fra ”vigtige” opdateringer på fuckin´ Facebook, til altafgørende nyheder, som “hvad skal der ske med UbådsMadsen” eller sidste nyt om grevindens bog om danskere … Imens sidder lillepigen og stirrer fortabt på mor eller far. Og sønnike taler og taler om det, han ser i tog eller metro, men ingen svarer, for mobilen er såååå vigtig – meget vigtigere end det lille ønskebarn.

Jeg har aldrig haft kørekort, så jeg bevæger mig enormt meget rundt i det offentlige rum, med metro, tog, bus what not og det er ikke bare nogle, der tilsidesætter barnets behov til fordel for uvigtige informationer på mobilen. Det er flertallet!! Uhyggeligt.

Bare rolig, jeg mener ikke, at man skal stå til rådighed hele tiden for sit barn, de skal sandelig også lære bare være ”sig”, men den manglende kontakt bliver fatal for den generation, der vokser op nu. De stakkels børn sidder og kigger rundt for at få øjenkontakt, og når de så får det, f. eks. med mig, så smiler de, som om de har vundet i Lotto eller blevet lovet en tur i Tivoli.

Små børn, har i flg. psykologer stort behov for at få at vide, at alt omkring dem er ok. og det gør de ved at se på deres forældre, men dem kan de så ikke få øjenkontakt med! Og de elendige forældre, der glor som gale ned i smartphonen skulle kontaktes af kommunen for omsorgssvigt.

De sidste par uger er jeg begyndt at sukke meget højt. Så højt, at mor eller far endelig modstræbende løfter blikket fra phonen, og så sender jeg dem det ondeste blik, jeg har – og det kan virkelig være ondt, for jeg elsker børn.

Nogle gange mumler jeg også: ”Fuckin´ Christ, det må være vigtige informationer du får eller du må vel nok være en uundværlig person”. De fleste bliver- gudskelov – flove og klapper mobilen samme eller lægger den væk og ser endelig på deres barn. Men nogle opdager desværre ikke, at de er i gang med Big Time at svigte deres barn.

Ikke så underligt, at de børn har svært ved at sove, falde til ro eller bare være, for de føler sig jo mega uønskede og det lille barn tror ikke, at det betyder noget for mor eller far. Og så er larm den eneste måde at få kontakt. For når barnet hyler og skriger, kan de latterlige forældre jo ikke koncentrere sig om FB, og så bliver barnet løftet op. Halloooooo!

Næsten værre er det med de børn, der næsten inden klapvognsalder selv sidder med øjnene klistret til en skærm, for så er der jo ro til forældrene, når de skal kigge på deres tekniske vidunder.

Så i stedet for at tale om alle de ting, der er at tale om i metroen, S-toget eller regionaltoget, så sidder de hver især i deres ensomme univers. Selvvalgt af de voksne, men så absolut påduttet det lille barn.

Da mine tvillinger var små, rejste jeg meget rundt med dem, pga. jeg optrådte alle mulige steder, og vi havde fantastiske stunder i tog og bus.

Ih, hvor de talte, pegede og spurgte, og det er det, børn lærer noget af.

Helt fint med TV/tablet på udvalgte tidspunkter, men det ægte reelle samvær kan aldrig erstattes af elektronik.

Vågn op derude ForældreDanmark!

Kærligst Lotte Heise