I disse Coronatider, er der mange der tænker på døden, fordi den er tættere på end nogensinde.
Og det fik mig til at tænke på en samtale, jeg havde for år tilbage, med en ualmindeligt begavet ung mand.
Jeg skrev det faktisk ned og tænker, at det måske var værd at læse (igen) og tænke over. Så det får I her. God Påske.
Tanker om evigt liv
Hvis man spørger folk, om de kunne tænke sig at leve for evigt, ser de fleste temmelig overvældede ud, tænker sig lidt om og mange siger så: ”Nej, Gud fri mig vel, jeg synes, at det er hårdt nok i forvejen”. Andre ser sig selv som oldinge med rindende øjne, vaklende afsted foran en gangstol siger også fra, og andre igen lyser langsomt op og kan godt se det dejlige i det, men det forudsætter så, at de skal være rige – ellers ”gider” de ikke!
De, der er bange for at dø, og dem er der mange af, siger også ja tak til et evigt liv.
Forleden kom jeg til at tale med en ung mand om det at leve evigt, og han mente, at de fleste helt havde misforstået præmissen for at leve evigt.
”Hvis du var glad, da du stod op i morges, og du forventer at være glad, når du står op i morgen, burde du i princippet være enig i, at et evigt liv er en god idé.”, var den unge mands pointe, og den kan jeg jo kun være enig i. Desuden er det en forudsætning, at du ikke bare lever videre fra de 75 eller 80 år, men der hvor du er ung, frisk og fuld af mod og lykke, OG det forudsætter også, at dem du er i blandt også lever for evigt. Ellers bliver det bare en ubrugelig Fantasy historie eller en af mange sørgelige historier fra film, teater eller opera.
I diskussioner om levetid giver mange udtryk for, at de mener, at et liv der har varet 80 år er nok eller måske ligefrem fuldendt. Mange mener, at det er naturligt at dø i denne alder, men at det ville være tragisk at dø før man bliver 30. Måske er det bare fordi, at 80 år er den alder de fleste når, mente han.
Han kom også med et klogt eksempel på vores frosne tænkemåde: ”
Hvis vi levede i en verden hvor alle blev slået i hovedet med et bat en gang om måneden, ville de mennesker der synes 80 år er nok, sikkert argumentere for, at en gang om måneden var præcis den rigtige mængde slag i hovedet med et bat om måneden. Men i stedet burde det være tanken om, at det ville være fedt ikke at blive slået med et bat overhovedet.”
Hvis man synes, at livet er mest op ad bakke, ensomt eller i værste fald virkelig tragisk, så kan det ikke undre, at man hellere vil dø end at leve. Men det er forhåbentlig heller ikke tilfældet for flertallet! Danskere siges jo at være et lykkeligt folk – meeeen det kan være svært at mærke, når jeg står i S-toget eller den blå bus 100 i Aarhus en mandag morgen i november.
Det er interessant, at de fleste kun vil leve for evigt, hvis de er super-rige, for lykke kan vel ikke købes for penge – selvom det er sjovere at tude i en Rolls Royce end i en HT-bus.
Den unge mand havde en anden vigtig pointe:
”Nogle tror, at det der ligger til grund for de her tanker, er frygt for døden, og det er det også i nogen grad. Meget mere end frygt, er jeg dog motiveret af min kærlighed til livet. Jeg er nemlig glad for at stå op, og har arrangeret mit liv på en måde, så jeg generelt nyder det”.
Og her kan jeg også kun være enig, for jeg elsker livet, endda selvom jeg lever med smerter. Hvis livet behandler dig godt, kan det da kun være bedre at leve end at være død!!!
For mange år siden, da jeg var ung, 17-18 år, læste jeg en roman af Isabel Allende, hvor hovedpersonen arbejde på et plejehjem, og blandt andet passede en pensioneret meget gammel, stadig smuk skuespillerinde. Hun havde haft et dramatisk liv, med flere ægteskaber, elskere, store succeser og mindre fiaskoer, kort sagt turbulent. På et tidspunkt spørger den unge pige den ældre kvinde, om hun har fortrudt noget, og den gamle ryster på sit smukke hoved og siger: ”Kun det jeg ikke gjorde!”. Jeg har altid prøvet at leve efter det viise råd, hun gav den unge pige, men derfor kunne jeg da godt tænke mig at kunne komme til at leve om ikke evigt, så et par hundrede år endnu …
God Påske
Kærligst Lotte