Alle mener, at de har RET til at få et barn, og som mor forstår jeg da godt, at man gerne vil have et barn eller to eller tre for den sags skyld. Selvom jeg tror, det oftest er kvinderne, der så brændende og voldsomt ønsker det – men måske tager jeg fejl?
Og folk kæmper med næb og kløer for at få børn, med alt fra hormonbehandling til kunstig inseminering.
Og hvad sker der så med såkaldte ønskebørn? De vokser op med forældre, der konstance sidder med snotten i mobilen for endelig ikke at gå glip af noget som helst, lige fra ”vigtige” opdateringer på fuckin´ Facebook, til altafgørende nyheder, som “hvad skal der ske med UbådsMadsen” eller sidste nyt om grevindens bog om danskere … Imens sidder lillepigen og stirrer fortabt på mor eller far. Og sønnike taler og taler om det, han ser i tog eller metro, men ingen svarer, for mobilen er såååå vigtig – meget vigtigere end det lille ønskebarn.
Jeg har aldrig haft kørekort, så jeg bevæger mig enormt meget rundt i det offentlige rum, med metro, tog, bus what not og det er ikke bare nogle, der tilsidesætter barnets behov til fordel for uvigtige informationer på mobilen. Det er flertallet!! Uhyggeligt.
Bare rolig, jeg mener ikke, at man skal stå til rådighed hele tiden for sit barn, de skal sandelig også lære bare være ”sig”, men den manglende kontakt bliver fatal for den generation, der vokser op nu. De stakkels børn sidder og kigger rundt for at få øjenkontakt, og når de så får det, f. eks. med mig, så smiler de, som om de har vundet i Lotto eller blevet lovet en tur i Tivoli.
Små børn, har i flg. psykologer stort behov for at få at vide, at alt omkring dem er ok. og det gør de ved at se på deres forældre, men dem kan de så ikke få øjenkontakt med! Og de elendige forældre, der glor som gale ned i smartphonen skulle kontaktes af kommunen for omsorgssvigt.
De sidste par uger er jeg begyndt at sukke meget højt. Så højt, at mor eller far endelig modstræbende løfter blikket fra phonen, og så sender jeg dem det ondeste blik, jeg har – og det kan virkelig være ondt, for jeg elsker børn.
Nogle gange mumler jeg også: ”Fuckin´ Christ, det må være vigtige informationer du får eller du må vel nok være en uundværlig person”. De fleste bliver- gudskelov – flove og klapper mobilen samme eller lægger den væk og ser endelig på deres barn. Men nogle opdager desværre ikke, at de er i gang med Big Time at svigte deres barn.
Ikke så underligt, at de børn har svært ved at sove, falde til ro eller bare være, for de føler sig jo mega uønskede og det lille barn tror ikke, at det betyder noget for mor eller far. Og så er larm den eneste måde at få kontakt. For når barnet hyler og skriger, kan de latterlige forældre jo ikke koncentrere sig om FB, og så bliver barnet løftet op. Halloooooo!
Næsten værre er det med de børn, der næsten inden klapvognsalder selv sidder med øjnene klistret til en skærm, for så er der jo ro til forældrene, når de skal kigge på deres tekniske vidunder.
Så i stedet for at tale om alle de ting, der er at tale om i metroen, S-toget eller regionaltoget, så sidder de hver især i deres ensomme univers. Selvvalgt af de voksne, men så absolut påduttet det lille barn.
Da mine tvillinger var små, rejste jeg meget rundt med dem, pga. jeg optrådte alle mulige steder, og vi havde fantastiske stunder i tog og bus.
Ih, hvor de talte, pegede og spurgte, og det er det, børn lærer noget af.
Helt fint med TV/tablet på udvalgte tidspunkter, men det ægte reelle samvær kan aldrig erstattes af elektronik.
Vågn op derude ForældreDanmark!
Kærligst Lotte Heise