En fortælling er stærk, når den skaber de billeder for publikum, som man ønsker de skal dele med dig og dem de sidder sammen med.
“De operainteresserede nød godt af Lotte Heises vid og bid, da Klassisk i Sorø tirsdag aften bød på Bravo LIVE i Victoriateateret. Lotte Heises smittende begejstring er både underholdende og lærerigt. De forskellige stemmetyper blev præsenteret med iørefaldende lydeksempler fra sublime indspilninger, og store operastjerner blev vakt til live med en rundgang i varierende musik af kendte operakomponister. Det var en dejlig aften, og som flere tilhørere sagde efterfølgende “lige som at høre radio med billeder på”.”
Klassisk i Sorø
Merethe Lammert Køhl Hansen
Kan man høre radio med billeder på?
DET KAN MAN, for hele min barndom var alt jeg hørte ”med billeder på”, forstået sådan at vi ikke fik fjernsyn før jeg var langt efter puberteten.
Min mor sagde altid: ”Vi behøver vi ikke TV… vi kan se alt, vi hører!”.
Hun havde fuldstændig ret. Jeg hørte alle mulige eventyr på 45 EP, og jeg så Karius og Baktus for mig (i øvrigt i stemme af Dirch Passer & Ove Sprogøe).
Jeg hørte/så den mest grusomme Svinedrengen, af H. C. Andersen med den iiiiskolde Lise Ringheim som prinsessen, som jeg husker, så meget havde fortjent at blive smidt ud af Kejseriget, fordi hendes far Kejseren lød så hyggelig og venlig og Prinsen sååå ædel.
Og så var der Den Tapre Skrædder med den vævre Ove Sprogøe, som den kvikke fyr der får både Prinsesse, Det Halve Kongerige og resten af molevitten, fordi han får de to dumme kæmper til at slå hinanden ihjel. Åh, jeg lo, og det samme gjorde min tvillinger, som i årevis altid hørte de indspilninger jeg havde hørt på EP og som jeg havde fundet i en skæg gammel boghandler i Aabenraa.
Uha, og så Den Lille Rødhætte & Ulven, med den mest uhyyyyggelige ulv. Jeg husker, at jeg som barn – og drengene da de var små – sad helt stille og ventede på, at han skulle drukne, efter den tapre jæger havde skåret Den lille Rødhætte og bedstemoderen ud af ulvens mave, hvorefter de putter sten i ulvens mave og så bliver han så tørstig at ”han må og han skal nå ned til søen for at drikke” – hvor han så drukner og alle råber hurra.
Jeg tror ikke, at der er et eneste barn, der ikke har hørt den indspilning, uden at vide præcis hvordan alle figurerne ser ud.
Så jo, radio kan ses. Og når jeg laver radio hvad enten det er BRAVO eller Lotte Heise – Helt Klassisk, så prøver jeg at fortælle så man kan se den ulykkelige prinsesse, eller den onde politipræfekt i Rom. For slet ikke at tale om STAKKELS SYGE Mimi i la Bohême.
Jeg kan egentlig bedre lide radio end TV, for så bestemmer jeg selv, hvad jeg ser.
Når jeg laver show, foredrag eller radio, ser jeg selv de billeder, som jeg så håber, at dem der lytter også ser.
En fortælling er stærk, når den skaber de billeder for publikum, som man ønsker de skal dele med dig og dem de sidder sammen med.
Og så lige på falderebet, da Rytteriet var et satireprogram på P2, havde hverken tvillingerne som dengang var 10-11 år eller jeg nogen-som-helst problemer med at se Snobberne, Else eller ham der altid kravler ind i skabet og ikke vil komme ud, før verden er blevet bedre.
Og glem aldrig Chris & Chokoladefabrikken!
Lyt til nogle af eventyrene her – det kræver tilmelding, men er gratis.