Når blodproppen i hjertet eller hjernen med et slag ændrer det hele. Eller tumoren giver maximum 2 år at leve i, eller kræften rækker sin klamme klo ud, så er det ikke kun den syge der for altid er i et nyt univers. De pårørende skal pludselig finde en helt ny rolle.
Da min mor, og drengens elskede mormor fik en massiv blodprop i hjernen, begyndte en ny verdensorden!
Fra at være den stærke mor og mormor der ordnede tingene, passede tvillingerne, lavede hjemmelavet citronfromage og en gang Biks (som i Rasmus Klump) stod vi med en stærkt handicappet kvinde, der havde mistet evnen til at tale, gå og klare sig selv. Heldigvis var hjernen intakt, men det gjorde jo kun det mentale fængsel, hun befandt sig i endnu værre.
Så vi måtte træde til og det gjorde vi.
Vi boede sammen i 3 ½ mindeværdige år, som jeg har beskrevet i bogen ”Selvfølgelig skal hun bo hos mig!”.
Al kommunikation blev i starten en slags “20 spørgsmål til professoren”, og efterhånden blev vi gode til at gætte mor/mormors ønsker.
For nylig optrådte jeg for Hjertesagen i Galten og talte om de mange svære udfordringer, pårørende står overfor. Fra plejen, over kommunikationen med kommunen til mange svære tanker om døden, som fylder fantastisk meget. Vil hun/han få nye ”slag”, som det hedder på norsk og som på sin vis er et bedre udtryk end en ”prop” på dansk.
For det er et slag, når stærke Johan ikke længere er der til at fikse hegnet, lave komfuret, når det driller – eller lige ordne den løse ledning i soveværelset. Og vist er Else glad og smilende, men den ferie, de havde talt om på Madeira er udelukket, fordi der er for mange trapper på øen. Når man er i 60’erne eller 70’erne, ved man godt, at man ikke lever evigt, men at 50% af livet er ”slut” eller 100 % ændret – havde man nok ikke forstillet sig ugen før han/hun fik “slaget”.
Det er et monsterarbejde for begge parter – og børnene – at finde sig til rette i nye, helt nye, roller og måske endda være så heldige at finde melodien igen. Men det er ikke noget, der kommer af sig selv. Det kræver hjælp fra mange sider og især én selv. For man må finde nye ressourcer, man ikke troede, man havde, men også den endnu sværere evne til at sige fra. For det er nemmere at sige til end fra overfor et menneske, der er i nød, hvilket man jo er, når kroppen pludselig befinder sig i et nyt hylster.
Et hylster. som man væmmes ved og måske endda afskyer.
Ikke alle finder melodien. Som udgangspunkt må man søge hjælp – måske hos professionelle – for at finde en ny vej. For det er muligt at finde en anden måde at være sammen på. Det har vi lært gennem vores og min mors store indsats, men som vi siger, når vi sidder alle fire: ”Vi er ikke kommet sovende til det – på ingen måde!”.
Vi måtte lære at være tålmodige, forstå frustrationen over at ordene ikke kommer og kræfterne ikke slår til. Og Inge måtte lære at indse, at der ER et andet liv. Måske ikke så godt som det, hun havde kendt i 75 år, men dog et liv med musikken, bøgerne (hun kan læse), familien og de mange veninder, der kommer på besøg.
Det er så nemt at sige, at hvor der er en vilje, er der en vej – men i vores tilfælde var der ikke noget alternativ!
Book et foredrag: Selvfølgelig skal hun bo sammen med mig
Hør Lotte fortælle om sin og hendes mors rejse igennem 3 1 /2 i et usædvanligt bofælleskab, med tvillingedrenge, krybdyr, edderkopper og et par katte! Der vil blive fældet en tåre, grint og være masser at tænke over!
Foto: Carsten Ingemann