Jeg får lyst til at råbe “HALLOOOO – hvad fanden har du gang i?”
– hver gang jeg ser det:
Et lille barn i sin i klapvogn, der kigger op, klar til at smile til mor/far og verden – og så sidder de med snotten nede i mobilen.
Vi taler ikke om et øjebliks vejrtjek.
Vi taler om de dér lange sekunder, nogle gange minutter, hvor barnets blik leder efter et ansigt – og får kun en der kigger på en skærm.
Det er ikke bare ærgerligt.
Det er faktisk farligt.
For et lille barn på under to år bygger hjernen på øjenkontakt, mimik og “du smiler – jeg smiler tilbage”.
Hvis barnet hele tiden ser mor eller far kigge på en mobilskærm, så mister barnet noget, det aldrig får tilbage på præcis samme måde, fordi det er sååååå mange gange om dagen!!!!!
Jeg har ikke bil: og det har jeg altid været glad for.
I mange år, gav det mig masser af materiale til min shows og jeg kender danskerne bedre end de fleste.
Jeg rejser meget og kører altid med DSB, Kombardo Ekspressen, S-toget, Regionaltoget, bus og min yndlings transportform metro!!
Så jeg har god tid til at betragte min medpassagerer grundigt bag min solbriller.
Og det er ikke lige rart det man ser!
I denne klumme vil jeg koncentrere mig De Stakkels Børn, hvis forældre med al tydelighed viser deres egne børn, at der er noget der er sjovere, vigtigere, bedre og mere underholdende end dem.
Det kan godt være at I overbeskytter jeres børn på alle mulige måder,
MEN mobilen bliver stadigvæk konstant tjekket.
Det giver mig mavepine, når jeg ser en mor/far putte mobilen i lommen i 45 sekunder og op til 1 ½ minut, hvorefter jeg kan se uroen kravle op ad nakken på dem og såååå tager de den liiige op igen.
Der er ikke gået 2 fuckin´ minutter.
Hvad er så vigtigt? Ingenting, for når jeg diskret tjekker jeres finger, kan jeg se at der ”scrolles”, altså det der HJERNEDØDE LORT med at tjekke alt fra: kagebagning, over folk der taber noget, til store mavemuskler eller latterlige make-up videoer.
ALT SAMMEN I STEDET FOR AT TALE/KIGGE/HYGGE MED DIT BARN. Som kun er under 2-3 år i LIGE PRÆCIS 2-3 år!!!!!
Jeg gentager: “HALLOOOO – hvad fanden har du gang i?”
Jeg smiler altid til børn og når barnet så smiler til mig, siger jeg så: ”Ja, det er dødkedeligt når mor/far sidder med snotten i mobilen, i stedet for at kigge på dig”. Og ved I hvad?
Nogle gange kan jeg nå at sige det 2 GANGE før mor/far reagerer.
Det er så skammeligt!!!!!!!
Og så er det farligt!!!! For barnet skal faktisk ”have godkendelse” fra mor/far til at smile tilbage.
Hvorfor det er farligt:
Øjenkontakt er en af de absolut vigtigste byggesten for et barns sociale, følelsesmæssige og sproglige udvikling.
Det skaber en dyb, ordløs forbindelse, hjælper med at aflæse følelser og lægger fundamentet for, at barnet kan knytte stærke relationer
De vigtigste funktioner ved øjenkontakt for små børn:
· Sprogudvikling: Når du taler og kigger dit barn i øjnene, lærer de at koble lyde, ord og ansigtsudtryk sammen.
· Tryghed og tilknytning: Øjenkontakt signalerer: “Jeg er her, og du er vigtig”. Det skaber en følelsesmæssig base, der gør det trygt for barnet at udforske verden.
· Social regulering: Gennem øjnene lærer børn at aflæse, om en situation er sjov, alvorlig eller tryg, hvilket hjælper dem med at forstå sig selv og andre.
Og den VIGTIGE kontakt har en kæmpestor procentdel af babyer og små børn i Danmark alt for lidt af!
Udover den manglende øjenkontakt, kommer børnene også til at mangle den vigtige spejling af forældrenes mimik.
Og man skal jo ikke være professor i psykologi for at kunne regne ud at trygheden dermed også – omend ikke forsvinder – men bliver klart mindre!!
Og det kan barnets hjerne tage skade af!!!
Jeg er så tæt på at brække mig, når jeg ser lille børnehavebarn blive hentet og efter: ”Hej, skat har du har haft god dag”, fra mor/far, med at stort, glad smil, så går der er et par minutter og så kommer mobilen fandme op OG DU HAR LIGE HENTET DIT BARN, som har været i institution siden i morges!!!!
Barnet er glad for at se mor/far, men de opdager slet ikke…og de vigtige sekunder går i stedet til en mobil.
Nu sker der noget decideret FARLIGT!
Ikke fordi der står en ond telefon ved klapvognen, men fordi forældrenes opmærksomhed ryger væk fra det lille menneske, der allermest har brug for at være nummer ét lige der efter en lang dag i institutionen.
Barnet rækker ud med blikket – men der kommer ikke noget tilbage.
Ingen mimik, ingen reaktion, ingen varme øjne.
Måske mange gange om dagen.
Det kan barnet ikke sætte ord på, men barnets krop og sind mærker det:
“Jeg når ikke rigtigt ind. Jeg er alene med mit blik.”
Det bliver måske senere bliver klynk, gråd, bøvl ved aftensmaden eller har svært ved falde i søvn, for noget ”magt” må Det Lille Menneske jo have!!
Vi kan ikke lave barndommen om senere.
Vi kan give terapi, kram og gode samtaler, men de første år kan vi ikke spole tilbage.
Og det er derfor, jeg bliver så utrolig vred, når jeg ser et lille barn i klapvogn, klar til at spejle sig i det vigtigste menneske, nemlig mor/far – og kun møder ingenting!
Hvad gør vi ved det?
For jeg ved at mobilen ikke forsvinder.
Den er vores kalender, bank, arbejdsliv, veninde/ven flugtvej osv. i ét.
MEN den skal væk fra samværet med vores små børn!
I stedet skal du til at være til stede i nuet med dit barn, som er LILLE i en kort, kort – alt for kort tid!!