I 1963 da jeg var 4 år, kan jeg huske, at jeg en morgen kom ud i køkkenet og så min mor foran radioen i sin pink natkjole. Hun græd som pisket.
Jeg blev bange og spurgte, hvad hun var så ked af og hun svarede: ”En meget god mand er død”. Det tænkte jeg ikke så meget over. Min mor var ikke syg og min far var også helt rask.
I 1968 da jeg var 9 år skete der det samme. Igen stod min mor i sin natkjole foran radioen og hulkede. Jeg spurgte igen, hvad der var galt, og hun svarede: ”En meget god mand er død”, og så græd hun endnu mere.
Nu var jeg jo en stor pige og vi talte meget om Martin Luther King, lige som det fyldte meget i min skole. Om aftenen da vi spiste aftensmad kan jeg huske, at min mor med tårerne i øjnene spurgte min far, hvorfor det altid var de gode, der skulle dø? Jeg husker ikke hvad min far svarede, men jeg tænkte meget over det med ”de gode, der døde”.
I 1986 da jeg var 27 år, ringede telefonen sent om aftenen og min ven Claus hulkede ned i røret: ”Hvorfor er det altid de gode, der skal dø”. Olof Palme var blevet skudt på vej ud af en biograf i Stockholm.
Pludselig var jeg igen ved aftensbordet i Sortemosen og så min mor med tårer i øjnene spørge min far om ”de gode”.
Jeg svarede det samme, som min mor havde sagt til mig, da jeg som ung undrede mig over, hvorfor ”de onde” ikke blev dræbt: ”Det er fordi, de kender ondskab og er super paranoide!”, svarede hun mig. Det fortalte jeg min grædende ven i telefonen og af en eller anden årsag hjalp det.
Og ja, verden er på mange måder et grusomt sted at være, for det er måske lidt rigtigt, at ”de gode” er mere naive og tror det bedste om verden og de andre ”onde” det modsatte.
I nat døde en af de virkelig gode, nemlig Master Fatman. Han blev heldigvis ikke dræbt, eller måtte igennem en lang opslidende sygdom. Heldigvis. Men Danmark kommer til at savne manden der gav de bedste KarmaKnus i hele verden og som vil blive husket for sit milde blik, sit varme smil og altid skæve, befriende måde at se verden på.
Hvil i fred Master Fatman
Kærlig hilsen Lotte