Ordet forår har i såååå mange laange frygtelige måneder været et fjernt fatamorgana, hvor jeg ind i mellem har tænkt: ”Det kommer ALDRIG!!”Faktisk føler jeg, at det har været vinter siden september og at jeg har frosset, ikke bare som i frosset, men som i meget tæt på død af kulde; med alt hvad det indebærer for én, der har rigtig meget slidgigt og dermed er superafhængig af varme.Dette vandkolde møgsure vejr er ved at drive mig til vanvid. Er faktisk ret sikker på, at min kæreste mener, at det HAR drevet mig til vanvid siden en gang i starten af januar.
Hver morgen har han måttet høre på mig klynke, klage og knirke over temperaturen, når vi kom ud i den klamme, kolde bil klokken lort om morgenen.
Han har måttet lægge ører til mine brokkerier over DSB, når vi stod på den isnende, blæsende perron og ventede på endnu et forsinket eller – værre endnu – aflyst tog.
Lige som han flere gange om dagen, derhjemme eller et andet sted, har måttet høre på mine klagende skrig, når vinden igen, igen gik øst/nordøst med en vindstyrke på 8-10 m/s.
Jeg kalder den vind for Putins Vind fordi den kommer fra de forbandede sibiriske stepper, går igennem marv og ben og placerer sig direkte i mine gigtplagede tæer, som på en gammel søulk når han passerede farvandet vest for Hebriderne. Som det måske allerede står klart for dig, kære læser, så HADER JEG VINTER
Jeg hader også efterår – for det betyder, at vinteren er på vej, uanset hvor meget folk ævler om de fabelagtige gule, brune og orange nuancer.
Jeg er skide ligeglad med de farver, for de varsler mørke og mega meget værre… kulde.
Jeg hader i særdeleshed foråret, der de sidste par år har snydt mig godt og meget grundigt ved at udeblive.Min mor er en stor fortaler for årstidernes skiften.<br />Op i røven med årstidernes skiften!
Jeg vil bare gerne have 25 grader, vindstille og lav luftfugtighed. For så arter mine mange smerter sig og selvom jeg ikke pludselig kan danse ballet, kan jeg danse, altså lidt, gå længere end om vinteren og i det hele taget slippe for en konstant, hylende falsk cellotone, der æder sig ind i min hjerne 24/7 og som gør mig kortluntet, vrissen og en ynk at høre på.Jeg betragter vinterregn som en personlig fornærmelse og hvis der er noget, jeg hader mere end vejret, er det alle de narrøve, der siger, at der ikke findes dårligt vejr, kun forkert påklædning!
Tordnende forkert. Latterligt forkert. Fuldstændig forkert
Jeg ligner en mellemting mellem en Michelin Mand og en Eskimo på en dårlig dag og har uld på fra september til langt ind i april.
Kun værre end dem der siger ”forkert tøj”, er dem som med et skævt smil siger: ”Nårh ja, men du mangler jo også et naturligt spæklag, kvinde”.
Helt ærligt, jeg er bare ”kold i røven” konstant – når det er koldt.
Og som min gamle kloge psykolog Bjarne altid sagde. ”Da heldigt, at du er sådan en forbandet positiv optimist ellers måtte du jo bo i en ”dagslyslampe”. Godt point.
Det er nok også en fordel, at jeg er et varmt menneske i min sjæl og hjerne ellers var jeg sgu´ nok afgået ved en støjende død – af kulde!!