Julen er hjerternes tid, men den er så sandelig også så meget andet.

Det er tiden hvor vi elsker at hygge om dem vi elsker og gøre noget for dem, vi ved, trænger til hjælp.

Vi køber lodsedler, armbånd, hjerter og små vedhæng i et væk når visa/dankortet alligevel brænder mellem fingrene på os.

Vi prøver at smile mere i metro, S-tog og når vi møder folk på gade og vej.

Men det er så sandelig også tidspunktet, hvor vi kan blive noget så selvretfærdige og i fuld alvor mene, at ”hvis det ikke var for os…sååå ville det hele, ja nærmest verden omkring os, se helt anderledes ud”. Især vi kvinder har en tydelig tendens til at gå og rose os selv for alt det gode, vi gør, uden helt at lægge mærke til, at både børn, kærester og ægtefæller faktisk holder sig på behørig afstand for ikke blive hvirvlet ind i vores næsten maniske malstrøm af alt det, vi pinedød må og skal nå.

Jeg besluttede for mange år siden – og jeg faktisk elsker jul – at Den Perfekte Jul ALDRIG måtte ske på bekostning af børn, kæreste eller venner.

Da børnene var mindre lavede de både en kalenderlys-dekoration hver (de er tvillinger så der skulle være 2) styrede nisselandskabet og havde meget indflydelse på pynt og den slags.

Jeg husker tydeligt, da de var 4-5 år og havde den periode hvor ting skulle stå lige, fordi de havde forstået hvad orden faktisk var. Så på det flotte hvide vat, ved siden af den lille spejlsø og de små glimtende grantræer stod nisser, engle, fugle i snorlige rækker sammen med et par favorit matchboxbiler. Så da nogle veninder kom på besøg, kommenterede de naturligvis den ”lidt anderledes udstilling” og foreslog at jeg skulle lave det om imens de var i børnehave.

Det gjorde jeg naturligvis ikke.

Og året efter stod ingenting på række.

Juledekorationerne var nok heller ikke blevet accepteret af Beering Blomster, men julen er også børnenes fest.

Men det BETYDER ikke, at de skal styre det hele. Jeg har altid holdt mig på afstand af jul med andre folks børn, for jeg afskyer børn der flår papiret af julegaverne og derefter brokker sig over at der ikke er mere.

Jeg får spat af børn der hyler og råber og styrer hele juleaften, imens forældrene, grå i ansigtet af udmattelse og indestængt vrede tænker. ”Det er snart slut og der er et helt år til næste gang”.

Med fare for at lyde skide frelst har vi faktisk altid haft gode, små juleaftner, ikke for mange folk og kærlig stemning, selv dengang min ene bror byggede et terrarium til krybdyr til tvillinger – på selve juleaften – og satte det sidste infrarøde lys i, 10 minutter i midnat, for han havde lovet at det blev færdig juleaften …

Og den ene tvilling fik lov at sove foran sit flotte røde lys, med dynetæppe og pude. Han mener selv at det er en af de BEDSTE juleaftner i hans liv. Moren her, var/er måske ikke helt enig, men vi overlevede savsmuld og boremaskinen, som lød ind i mellem hyggelige pauser med mad og vin. Utraditionelt – men virkelig dejligt – på sin egen finurlige måde. Og husket som ”Julen da Onkel Ulrik byggede det flotte terrarium” OG  så er savsmuld sgu lige meget.

Glædelig Jul derude….

Er med i Poul Nesgaards Julekalender på DR 6 & 7 december.
Endnu en jul med Poul Nesgaard 7.12

Endnu en jul med Poul Nesgaard 6.12

Vært på P2 med ”Jul med Lotte Heise”, 19, 20 + 21 december