Julen er hjerternes tid, men den er så sandelig også så meget andet, siger Lotte Heise

Det er tiden hvor vi elsker at hygge om dem vi elsker og gøre noget for dem, vi ved, trænger til hjælp.

Vi køber lodsedler, armbånd, hjerter og små vedhæng i et væk når visa/dankortet alligevel brænder mellem fingrene på os.

Vi prøver at smile mere i metro, S-tog og når vi møder folk på gade og vej.

Men det er så sandelig også tidspunktet, hvor vi kan blive noget så selvretfærdige og i fuld alvor mene, at ”hvis det ikke var for os…sååå ville det hele, ja nærmest verden omkring os, se helt anderledes ud”. Især vi kvinder har en tydelig tendens til at gå og rose os selv for alt det gode, vi gør, uden helt at lægge mærke til, at både børn, kærester og ægtefæller faktisk holder sig på behørig afstand for ikke blive hvirvlet ind i vores næsten maniske malstrøm af alt det, vi pinedød må og skal nå.

Jeg besluttede for mange år siden – og jeg faktisk elsker jul – at Den Perfekte Jul ALDRIG måtte ske på bekostning af børn, kæreste eller venner.

Da børnene var mindre lavede de både en kalenderlys-dekoration hver (de er tvillinger så der skulle være 2) styrede nisselandskabet og havde meget indflydelse på pynt og den slags.

Jeg husker tydeligt, da de var 4-5 år og havde den periode hvor ting skulle stå lige, fordi de havde forstået hvad orden faktisk var. Så på det flotte hvide vat, ved siden af den lille spejlsø og de små glimtende grantræer stod nisser, engle, fugle i snorlige rækker sammen med et par favorit matchboxbiler. Så da nogle veninder kom på besøg, kommenterede de naturligvis den ”lidt anderledes udstilling” og foreslog at jeg skulle lave det om imens de var i børnehave.

Det gjorde jeg naturligvis ikke.

Og året efter stod ingenting på række.

Juledekorationerne var nok heller ikke blevet accepteret af Beering Blomster, men julen er også børnenes fest.

Men det BETYDER ikke, at de skal styre det hele. Jeg har altid holdt mig på afstand af jul med andre folks børn, for jeg afskyer børn der flår papiret af julegaverne og derefter brokker sig over at der ikke er mere.

Jeg får spat af børn der hyler og råber og styrer hele juleaften, imens forældrene, grå i ansigtet af udmattelse og indestængt vrede tænker. ”Det er snart slut og der er et helt år til næste gang”.

Med fare for at lyde skide frelst har vi faktisk altid haft gode, små juleaftner, ikke for mange folk og kærlig stemning, selv dengang min ene bror byggede et terrarium til krybdyr til tvillinger – på selve juleaften – og satte det sidste infrarøde lys i, 10 minutter i midnat, for han havde lovet at det blev færdig juleaften …

Og den ene tvilling fik lov at sove foran sit flotte røde lys, med dynetæppe og pude. Han mener selv at det er en af de BEDSTE juleaftner i hans liv. Moren her, var/er måske ikke helt enig, men vi overlevede savsmuld og boremaskinen, som lød ind i mellem hyggelige pauser med mad og vin. Utraditionelt – men virkelig dejligt – på sin egen finurlige måde. Og husket som ”Julen da Onkel Ulrik byggede det flotte terrarium” OG  så er savsmuld sgu lige meget.

Glædelig Jul derude …

Er med i Poul Nesgaards Julekalender på DR 6 & 7 december.

Endnu en jul med Poul Nesgaard 7.12. 

Endnu en jul med Poul Nesgaard 6.12

Vært på P2 med ”Jul med Lotte Heise”, 19, 20 + 21 december

Jeg tror på det, endelig tror jeg på det

Ordet forår har i såååå mange laange frygtelige måneder været et fjernt fatamorgana, hvor jeg ind i mellem har tænkt: ”Det kommer ALDRIG!!”Faktisk føler jeg, at det har været vinter siden september og at jeg har frosset, ikke bare som i frosset, men som i meget tæt på død af kulde; med alt hvad det indebærer for én, der har rigtig meget slidgigt og dermed er superafhængig af varme.Dette vandkolde møgsure vejr er ved at drive mig til vanvid. Er faktisk ret sikker på, at min kæreste mener, at det HAR drevet mig til vanvid siden en gang i starten af januar.

Hver morgen har han måttet høre på mig klynke, klage og knirke over temperaturen, når vi kom ud i den klamme, kolde bil klokken lort om morgenen.

Han har måttet lægge ører til mine brokkerier over DSB, når vi stod på den isnende, blæsende perron og ventede på endnu et forsinket eller – værre endnu – aflyst tog.

Lige som han flere gange om dagen, derhjemme eller et andet sted, har måttet høre på mine klagende skrig, når vinden igen, igen gik øst/nordøst med en vindstyrke på 8-10 m/s.

Jeg kalder den vind for Putins Vind  fordi den kommer fra de forbandede sibiriske stepper, går igennem marv og ben og placerer sig direkte i mine gigtplagede tæer, som på en gammel søulk når han passerede farvandet vest for Hebriderne. Som det måske allerede står klart for dig, kære læser, så HADER JEG VINTER

Jeg hader også efterår – for det betyder, at vinteren er på vej, uanset hvor meget folk ævler om de fabelagtige gule, brune og orange nuancer.

Jeg er skide ligeglad med de farver, for de varsler mørke og mega meget værre… kulde.

Jeg hader i særdeleshed foråret, der de sidste par år har snydt mig godt og meget grundigt ved at udeblive.Min mor er en stor fortaler for årstidernes skiften.<br />Op i røven med årstidernes skiften!

Jeg vil bare gerne have 25 grader, vindstille og lav luftfugtighed. For så arter mine mange smerter sig og selvom jeg ikke pludselig kan danse ballet, kan jeg danse, altså lidt, gå længere end om vinteren og i det hele taget slippe for en konstant, hylende falsk cellotone, der æder sig ind i min hjerne 24/7 og som gør mig kortluntet, vrissen og en ynk at høre på.Jeg betragter vinterregn som en personlig fornærmelse og hvis der er noget, jeg hader mere end vejret, er det alle de narrøve, der siger, at der ikke findes dårligt vejr, kun forkert påklædning!

Tordnende forkert. Latterligt forkert. Fuldstændig forkert

Jeg ligner en mellemting mellem en Michelin Mand og en Eskimo på en dårlig dag og har uld på fra september til langt ind i april.

Kun værre end dem der siger ”forkert tøj”, er dem som med et skævt smil siger: ”Nårh ja, men du mangler jo også et naturligt spæklag, kvinde”.

Helt ærligt, jeg er bare ”kold i røven” konstant – når det er koldt.

Og som min gamle kloge psykolog Bjarne altid sagde. ”Da heldigt, at du er sådan en forbandet positiv optimist ellers måtte du jo bo i en ”dagslyslampe”. Godt point.

Det er nok også en fordel, at jeg er et varmt menneske i min sjæl og hjerne ellers var jeg sgu´ nok afgået ved en støjende død – af kulde!!